Life, Life talks

Min chef døde idag – Life talks

min-chef-doede-idag

Hej alle sammen, det her bliver et af de mere kedelige indlæg. Jeg har bare brug for at skrive om det. Det her er jo også en del af mit liv. Op og nedture. Eller bare hændelser, som ryster ens hverdag af den ene eller anden årsag. Idag skete der noget helt… ja, jeg har faktisk problemer med at finde ord for hvad jeg føler lige nu.

Når de udødelige bliver dødelige

Jeg er i chok. Min chef døde i dag. 50 år gammel. Han havde været syg i flere måneder uden at lægerne kunne finde ud af hvad der var galt. Samtidig så tror jeg også at han så sig selv som udødelig. Han havde de mærkeligste symptomer, som ikke gav nogen mening. Symptomer, der kom og gik, men alligevel tog til i styrke. Som så mange mænd, så grinte han lidt af symptomerne. Måske for at tage toppen af bekymringerne? Hvem ved?

Det var først under min graviditet med Bells Parese og Akut kejsersnit. At det virkelig gik op for mig, at jeg kunne dø. Læs evt. indlæggende: Skal jeg dø nu?, Bells Parese og Fødslen. Og det var først med min mors blodprop, min fars hjerteproblemer og stedfars kræft, at det gik op for mig at vi(jeg) tit har set visse mennesker som udødelige.

Beskeden, min reaktion og tanker

Jeg sad og spiste min frokost alene, fordi mine forsøg ikke passede med frokosten de andre ville holde. En kollega kom op og afbrød min latter over Ellen Degeneres med en meget alvorlig og trist mine. Jeg blev helt forvirret og tog headsettet af. “Henrik er død” sagde han… Min første reaktion var bare “Det er løgn… nej, nej, nej”. I starten kunne jeg ikke reagere, sad bare, med en kvælende følelse og stirrede ud af vinduet. Min første tanke var: Jeg vil hjem. Hjem til min mand og min søn. Samtidig tænke jeg: Kan man det? Er det en forkert reaktion?

Det var MIN reaktion. Jeg tror at de fleste, der har haft meget død og sygdom inde på livet, begynder at fokusere på, hvad der stadig er. Jeg er en person, der tager ALT for meget hensyn normalt. Jeg arbejder virkelig på at lytte til mine egne behov. Og det kæmpede jeg med idag. Der blev hurtig kaldt til en slags samling. Alle fra afdelingen og nogle få gamle kollegaer dukkede op. I lang tid sad vi bare og stirrede. Nogle græd. Jeg græd. Det var svært at finde ord.

Det værste for mit vedkommende var faktisk, at jeg gerne ville have sagt tusind ting, men jeg holdt mig selv tilbage af ren frygt for hvilke reaktioner, der ville være. Uden at det skal lyde udleverende, så har jeg nogle kollegaer, som tit stiller sig på bagben, når andre ikke føler eller mener som lige præcis som dem. Og her havde jeg bare ikke brug for at skulle sidde og forsvare mig selv. Virkelig sørgeligt egentlig. Da samlingen blev brudt. Gik de forskellige grupper (med forskellige behov) hvert til sit. Da nogle stadig talte om forsøg og kunne grine af hvad ved jeg, så kunne jeg slet ikke overskue den kvælende følelse, som vores chefs død havde vakt.

Vi fik tilbuddet om at kunne tage hjem. Nogle var hurtige til at sige at de slet ikke kunne se pointen i at tage hjem. Hvad nu hvis man hørte mere. Jeg ville bare hjem. Jeg bliver meget påvirket af energien i et rum/miljø. Hvis det er sørgeligt eller negativt, så kan jeg slet ikke holde mig kørende.

Så jeg tog hjem. Hjem til min dødelige mand og søn, for at nyde hvert levende øjeblik med dem.

Er livet forbi, hvis du fejler på jobbet?

Inden jeg blev gravid gik jeg op i mit job med liv og sjæl. Jeg var nogle dage på jobbet fra 7-8 stykker om morgenen til 21-22 om aftenen. I hvert fald 2 dage om ugen. Jeg kom i weekender, skippede pauser “You name it” For jobbets skyld. Da jeg blev sygemeldt, kom mit arbejde i et andet lys og ANDEN række. Jeg begyndte pludselig at spørge mig selv hvorfor. Hvorfor havde jeg ladet arbejdet blive så vigtig en del af mit liv? Er hvad jeg skaber på arbejdet eneste målestok for om jeg har et succesfuldt liv “HELL NO!

En af to kommentarer jeg har hørt inden´for den sidste tid op til min chefs død, der virkelig har brændt sig ind i mine tanker. Den første kommentar var da en afdeling lukkede, 4 blev fyret og en kollega udbrød: “Deres liv er jo forbi!” For det første, så er dit liv forbi, når du dør. Selvom du mister drømme jobbet, så er der jo faktisk et liv udenfor. Min chefs liv, var hans job. Han kunne ikke slippe det, lige meget hvor syg han blev. Få timer inden hans død loggede han stadig på sin arbejds computer hjemmefra. For to dage siden VAR han i afdelingen og kæmpede sig rundt. “The show must go on, I guess

Den ensomme leder og den perfekte robot

I min barsel var der tusind ting jeg genopdagede ved mig selv. Jeg er et meget omsorgsfuldt, følsomt menneske og hvis jeg ikke får lov til at vise omsorg, så fungerer jeg ikke. Inden min barsel, var jeg så optaget af hvad man burde og ikke burde, at jeg havde mistet mig selv i processen mod at blive den perfekte medarbejder.

Min chef ansøgte om mit venskab på facebook under barslen, i lang tid tænkte jeg “Åååh nej, kan man det? Hvad vil de andre tænke?” Jeg kom så frem til konklusionen. Ville jeg have accepteret venskabet, hvis jeg havde mødt ham ude? Ja, det ville jeg! Så jeg endte med at acceptere venskabet. Jeg har bare et behov for at være ægte “ALL the way” og det her var et skridt på vejen for mig. Efter jeg accepterede tænkte jeg bare: “Hvor må det være ensomt at være leder”. Tænk at gå rundt blandt mennesker hver dag, der har det dårligt med at lukke dig ind? Hvilket fører mig hen til den anden kommentar. En sød kollega blev udpeget som ny afdelingsleder og kollegaerne sagde: “Han er en skide dårlig leder. Han vil jo være venner med alle!” Jeg har selv været køkkenleder og nej, du kan ikke være alles ven. Det er tit en meget ensom tjans. Især fordi der er et vist tabu omkring lige netop dét at være chefens ven.

Da jeg kom tilbage fra barsel, var det med et nyt mindset. Jeg ville være mig selv, all the way. OG arbejde på at bruge energi på de ting, som giver mig energi og værdi. Derfor må min chef nok have følt, at jeg var en noget blødere version, da jeg kom tilbage og andre har helt sikkert følt det omvendte.

Jeg skal ikke gøre mig til herre over, hvordan nogen som helst skal leve deres liv. Jeg kan kun dele mine tanker og erfaringer og så må i jo tage de budskaber med i vil. Men jeg må alligevel tilføje. Husk at leve dit liv lykkeligt. Hvis du ikke er glad hvor du er, så ønsker jeg inderligt at du finder en anden  vej.


Dette indlæg er skrevet til minde om min chef Henrik Lund, der trods alt formåede at holde fanen højt til det sidste.


Det var lige et indlæg der måtte ud. Tusind tak til dig derude, fordi du læser med! Det betyder virkelig alverden for mig! Pas på dig  selv og lev livet mens tid er.

Hav det fantastisk til vi ses igen og kæmpe knusser herfra ♥♥♥

Share:

Leave A Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *