Browsing Category

Life talks

sikre-vej-tilbage-fra-stress

Jeg har blogget i nogle år efterhånden og jeg har i bloggens og min youtube kanals levetid, ikke været så stille som jeg har været den sidste uge.

Sååå hvad er der sket og alt det der 🙂

 

Tjoo livet sker lige nu, for mig. Der er tusind ting jeg gerne vil dele med jer, men ikke nok tid i min hverdag til, at jeg kan få det ud på bloggen. I starten frustrede det mig, men nu har jeg sluttet fred med det. Dog vil jeg stadig gerne give jer en chance for at følge med i mit helt almindelige, dødelige liv. Lige nu laver jeg en U-vending i mit liv. Så må vi se hvor vi ender.

 

Erkendelsen og mit faresignal – DING DING DING!

Jeg må desværre fortælle, at jeg har været nede af den her vej før og for en uge siden erkendte jeg, at mit liv måtte have lidt benzin. Jeg var løbet tør for længe siden og pludselig ramte jeg et KÆMPE fare signal for mig selv. Jeg sad en aften. Min mand var gået i seng og jeg sad stadig ved PC’en og kæmpede for at få et juleindlæg ud. Det blev rigtig sent og så gik det op for mig, hvad jeg sad og gjorde. Jeg “skabte” tid, hvor der ingen tid var. Tog tid fra den sparsomme søvn og lagde tiden i bloggen og tusind andre ting. OMG WHY! Desværre har jeg gjort det rigtig mange gange før. Som om jeg bare ikke har villet erkende at min liv nu er anderledes.

Næste dag var det som om min indre luft havde forladt min krop. Dét der normalt fyldte mig ud med energi, var der bare ikke længere. Jeg følte mig virkelig bare som en grå ugidelig masse, som bare ikke fungerede.

 

Such a bad mom

Poden kom i institution på trods af, at jeg faktisk havde ferie. Noget at jeg, før jeg fik børn synes var SÅ mærkeligt at folk kunne finde på. Han havde været hjemme syg i næsten to uger, var endeligt helt rask og var begyndt at rasere lejligheden igen. Det fede var, at han nærmest sprang ned til de andre børn, da han så dem i vuggestuen. Så heldigvis følte jeg mig ikke som verdens værste mor da jeg gik derfra.

 

Netflix and chill

Ugen gik og jeg skal være helt ærlig og fortælle hvad den blev brugt på. Nemlig på sofaen og i sengen. Første og anden dag sov jeg fra 9-14. Det var lidt sindsygt. Jeg var fuldstændig udmattet. De sidste 3 blev brugt i sofaen. Jeg fik set sidste sæson af BÅDE AHS, Vikings og Penny Dreadfull XD. Yeah, I’m crazy like that.

 

Min plan og progress

Jeg lavede i sidste uge en plan for, hvordan jeg ville komme tilbage. Jeg har først og fremmest clearet alle aftaler og forventninger til mig selv og KUN fokuseret på det der virkelig er vigtigt for, hvordan jeg har det.

Jeg har snakket frem og tilbage med podens far, om hvordan vi kunne gøre vores liv mere overskueligt og vigtigst af alt mere lykkeligt. Det her er hvad vi og jeg har gjort:

  • Jeg har lavet en simpel, startup “træningsplan” og startede i dag. MEGA rart, at komme i gang. Den er 100% fokuseret på at styrke bækken/ryg OG give mig smukke ben igen ha ha. Planen er for 10 dage og derefter vil jeg lave en ny plan. Jeg træner sammen med Girls på HBO, hvis jeg lige skulle snuppe den detalje med. Det er min gulerod 🙂
  • Jeg skal ligge i min seng kl. 23 senest 😛
  • Vi har lavet et skema over de mest almindelige hverdags pligter, som vi sjældent tager os ordentligt tid til.
  • Vi har lavet en ugentlig datenight og ja det er onsdag, ha ha. Det er faktisk rigtigt fedt med et ægte pusterum sammen i midten af ugen. Her skal vi se film, spille et spil, lave en bucket list, what ever sammen. Datenight starter når poden sover. Den skal altid ende i sengen NØGNE og så må der ske, hvad der er lyst til den dag, men kramning og en snak er der altid plads til 🙂

Det her er min go-to taktik til at komme ud af stress og de grå kløer på. Jeg håber at du følte dig inspireret på en eller anden måde. Tusind tak til dig derude, fordi du læser med! Det betyder virkelig alverden for mig, især lige nu. Jeres kommentarer og mails hjælper faktisk også rigtig meget. Det er rart at vide at i er der og at der faktisk er andre der har næsten ligesom mig. Og som du kan læse her, så er jeg heller ikke perfekt, men jeg vil heller ikke være perfekt. Jeg vil bare være glad.

Hav det fantastisk til vi ses igen og kæmpe knusser herfra fra hende den dødelige blogger♥♥♥

0 comment
Share:
min-chef-doede-idag

Hej alle sammen, det her bliver et af de mere kedelige indlæg. Jeg har bare brug for at skrive om det. Det her er jo også en del af mit liv. Op og nedture. Eller bare hændelser, som ryster ens hverdag af den ene eller anden årsag. Idag skete der noget helt… ja, jeg har faktisk problemer med at finde ord for hvad jeg føler lige nu.

Når de udødelige bliver dødelige

Jeg er i chok. Min chef døde i dag. 50 år gammel. Han havde været syg i flere måneder uden at lægerne kunne finde ud af hvad der var galt. Samtidig så tror jeg også at han så sig selv som udødelig. Han havde de mærkeligste symptomer, som ikke gav nogen mening. Symptomer, der kom og gik, men alligevel tog til i styrke. Som så mange mænd, så grinte han lidt af symptomerne. Måske for at tage toppen af bekymringerne? Hvem ved?

Det var først under min graviditet med Bells Parese og Akut kejsersnit. At det virkelig gik op for mig, at jeg kunne dø. Læs evt. indlæggende: Skal jeg dø nu?, Bells Parese og Fødslen. Og det var først med min mors blodprop, min fars hjerteproblemer og stedfars kræft, at det gik op for mig at vi(jeg) tit har set visse mennesker som udødelige.

Beskeden, min reaktion og tanker

Jeg sad og spiste min frokost alene, fordi mine forsøg ikke passede med frokosten de andre ville holde. En kollega kom op og afbrød min latter over Ellen Degeneres med en meget alvorlig og trist mine. Jeg blev helt forvirret og tog headsettet af. “Henrik er død” sagde han… Min første reaktion var bare “Det er løgn… nej, nej, nej”. I starten kunne jeg ikke reagere, sad bare, med en kvælende følelse og stirrede ud af vinduet. Min første tanke var: Jeg vil hjem. Hjem til min mand og min søn. Samtidig tænke jeg: Kan man det? Er det en forkert reaktion?

Det var MIN reaktion. Jeg tror at de fleste, der har haft meget død og sygdom inde på livet, begynder at fokusere på, hvad der stadig er. Jeg er en person, der tager ALT for meget hensyn normalt. Jeg arbejder virkelig på at lytte til mine egne behov. Og det kæmpede jeg med idag. Der blev hurtig kaldt til en slags samling. Alle fra afdelingen og nogle få gamle kollegaer dukkede op. I lang tid sad vi bare og stirrede. Nogle græd. Jeg græd. Det var svært at finde ord.

Det værste for mit vedkommende var faktisk, at jeg gerne ville have sagt tusind ting, men jeg holdt mig selv tilbage af ren frygt for hvilke reaktioner, der ville være. Uden at det skal lyde udleverende, så har jeg nogle kollegaer, som tit stiller sig på bagben, når andre ikke føler eller mener som lige præcis som dem. Og her havde jeg bare ikke brug for at skulle sidde og forsvare mig selv. Virkelig sørgeligt egentlig. Da samlingen blev brudt. Gik de forskellige grupper (med forskellige behov) hvert til sit. Da nogle stadig talte om forsøg og kunne grine af hvad ved jeg, så kunne jeg slet ikke overskue den kvælende følelse, som vores chefs død havde vakt.

Vi fik tilbuddet om at kunne tage hjem. Nogle var hurtige til at sige at de slet ikke kunne se pointen i at tage hjem. Hvad nu hvis man hørte mere. Jeg ville bare hjem. Jeg bliver meget påvirket af energien i et rum/miljø. Hvis det er sørgeligt eller negativt, så kan jeg slet ikke holde mig kørende.

Så jeg tog hjem. Hjem til min dødelige mand og søn, for at nyde hvert levende øjeblik med dem.

Er livet forbi, hvis du fejler på jobbet?

Inden jeg blev gravid gik jeg op i mit job med liv og sjæl. Jeg var nogle dage på jobbet fra 7-8 stykker om morgenen til 21-22 om aftenen. I hvert fald 2 dage om ugen. Jeg kom i weekender, skippede pauser “You name it” For jobbets skyld. Da jeg blev sygemeldt, kom mit arbejde i et andet lys og ANDEN række. Jeg begyndte pludselig at spørge mig selv hvorfor. Hvorfor havde jeg ladet arbejdet blive så vigtig en del af mit liv? Er hvad jeg skaber på arbejdet eneste målestok for om jeg har et succesfuldt liv “HELL NO!

En af to kommentarer jeg har hørt inden´for den sidste tid op til min chefs død, der virkelig har brændt sig ind i mine tanker. Den første kommentar var da en afdeling lukkede, 4 blev fyret og en kollega udbrød: “Deres liv er jo forbi!” For det første, så er dit liv forbi, når du dør. Selvom du mister drømme jobbet, så er der jo faktisk et liv udenfor. Min chefs liv, var hans job. Han kunne ikke slippe det, lige meget hvor syg han blev. Få timer inden hans død loggede han stadig på sin arbejds computer hjemmefra. For to dage siden VAR han i afdelingen og kæmpede sig rundt. “The show must go on, I guess

Den ensomme leder og den perfekte robot

I min barsel var der tusind ting jeg genopdagede ved mig selv. Jeg er et meget omsorgsfuldt, følsomt menneske og hvis jeg ikke får lov til at vise omsorg, så fungerer jeg ikke. Inden min barsel, var jeg så optaget af hvad man burde og ikke burde, at jeg havde mistet mig selv i processen mod at blive den perfekte medarbejder.

Min chef ansøgte om mit venskab på facebook under barslen, i lang tid tænkte jeg “Åååh nej, kan man det? Hvad vil de andre tænke?” Jeg kom så frem til konklusionen. Ville jeg have accepteret venskabet, hvis jeg havde mødt ham ude? Ja, det ville jeg! Så jeg endte med at acceptere venskabet. Jeg har bare et behov for at være ægte “ALL the way” og det her var et skridt på vejen for mig. Efter jeg accepterede tænkte jeg bare: “Hvor må det være ensomt at være leder”. Tænk at gå rundt blandt mennesker hver dag, der har det dårligt med at lukke dig ind? Hvilket fører mig hen til den anden kommentar. En sød kollega blev udpeget som ny afdelingsleder og kollegaerne sagde: “Han er en skide dårlig leder. Han vil jo være venner med alle!” Jeg har selv været køkkenleder og nej, du kan ikke være alles ven. Det er tit en meget ensom tjans. Især fordi der er et vist tabu omkring lige netop dét at være chefens ven.

Da jeg kom tilbage fra barsel, var det med et nyt mindset. Jeg ville være mig selv, all the way. OG arbejde på at bruge energi på de ting, som giver mig energi og værdi. Derfor må min chef nok have følt, at jeg var en noget blødere version, da jeg kom tilbage og andre har helt sikkert følt det omvendte.

Jeg skal ikke gøre mig til herre over, hvordan nogen som helst skal leve deres liv. Jeg kan kun dele mine tanker og erfaringer og så må i jo tage de budskaber med i vil. Men jeg må alligevel tilføje. Husk at leve dit liv lykkeligt. Hvis du ikke er glad hvor du er, så ønsker jeg inderligt at du finder en anden  vej.


Dette indlæg er skrevet til minde om min chef Henrik Lund, der trods alt formåede at holde fanen højt til det sidste.


Det var lige et indlæg der måtte ud. Tusind tak til dig derude, fordi du læser med! Det betyder virkelig alverden for mig! Pas på dig  selv og lev livet mens tid er.

Hav det fantastisk til vi ses igen og kæmpe knusser herfra ♥♥♥

0 comment
Share:
off-dage-fuck-moments

Øv øv øv. Jeg ved at i kender det. De der dage, hvor intet rigtig spiller. Og hvor man bare ikke kan finde overskuddet frem.

Dagen startede faktisk rigtig fint og jeg kom ud af døren i god tid. Min søn sagde “Hej hej” for første gang i går og jeg var helt solgt. Det var den følelse jeg tog afsted med i morges, den der stolte mor følelse. Simpelthen bare fordi han sagde “Hej hej” og vinkede, da jeg tog afsted. Aaaaaw 🙂

WHAT!

Da jeg var nået næsten helt hen til jobbet, som er ca. 15 min. væk på gåben, så opdager jeg, at jeg har glemt mit adgangskort… ARGH! Jeg ringede til en kollega som ville kunne lukke mig ind. Vedkommende sagde iskoldt i telefonen, at jeg da bare kunne gå hjem og hente det… Der blev sagt andre ting i vores samtale, men pointen var at jeg blev virkelig irriteret. Inden jeg fik min søn, så følte jeg ikke at jeg kunne være bekendt at sige fra. Jeg havde jo ikke nogen børn, der skulle hentes, så derfor trak jeg det korte strå med hensyn til deadlines. Nu skal det så handle om min deltidsordning eller det faktum at jeg bor tættest på jobbet. FOR HELVEDE, hvor bliver jeg sur… Da jeg ringede til en anden kollega, blev jeg lukket ind med det samme.

Tak til min office buddy Kim. dig kan jeg altid regne med.

Kræft og det at stå ved siden af

Lige for tiden er jeg startet i et nyt projekt. Arbejdsglæden er genfundet og jeg er kommet på et fedt team. Eneste minus er bare, at hende, der skal lære mig op har fået konstateret kræft og skal i akut behandling. Hun er virkelig den sødeste og hun klarer virkelig presset så flot, men hold da op hvor det hårdt at arbejde tæt sammen med en, der har fået den nyhed. Jeg har bare lyst til at muntre hende op hele tiden, men det kan jeg ikke. INTET jeg siger eller gør, vil kunne hjælpe hendes livssyn lige nu. Jeg ved det er lidt tabu at sige. Men det er også hårdt at stå lige ved siden af, især hvis det én man holder af.

Stiller du krav til omgivelserne?

En anden ting er at det er gået op for mig, hvor lidt krav jeg har stillet til mine omgivelser. Især i arbejds øjemed. Jeg har faktisk altid tilpasset mig teamet og situationen og slet ikke lagt vægt på over for andre, hvordan jeg kan lide at arbejde. Hvis en kollega foretrækker det nye udstyr, så tager jeg bare det gamle etc.

Så nu efter jeg er kommet tilbage efter barsel, så arbejder jeg virkelig hårdt på at genfinde mig selv som kollega og arbejdshest.

On the way home

Da jeg endelig var på vej hjem opdager jeg, at jeg stadig har mine ultra ugly arbejdssko på… Fuck… Det tilføjer bare til øv følelsen på sådan en dag.

And there’s more

Nå, desværre så var der flere FUCK moments i løbet af dagen/aftenen. Vi havde glemt at tilføje Podens institutionsplads til PBS, så der ventede over 6000 kr, i regninger som jeg først opdagede idag, da jeg ville tjekke min E-boks tilfældigt.. FUCK… Way to go… Så meget for at se frem til black friday…

Tusind tak, fordi du læste med. NU vil jeg gå i seng og læse nogle lækre blogindlæg. Har du en sød blogger jeg bør følge, kender du til ovenstående følelser eller har du bare en kommentar til min dag fyldt med fuck moments? Så skriv endelig til mig i kommentarerne, jeg elsker at høre fra jer.

Hav det fantastisk til vi ses igen og kæmpe knusser herfra ♥♥♥

2 comments
Share:

good-vibesHej alle sammen, min mand og jeg har i mange år klynget os til tanken om, at god karma kom igen. Hjemmet her er generelt meget hjælpsomme mennesker. Tit er det blevet taget for givet. Nogle gange er hele armen taget, istedet for den hånd man tilbød. Men det har ikke stoppet os for at gøre det igen 🙂 og idag blev det min tur.


Det mærkligste skete her til morgen. Dagen idag har allerede været igang i det lille hjem i nogle timer. Jeg havde lige afleveret poden i vuggestue og gik bagefter i Netto for at handle nogle småting. På vejen igennem butikken blev det til lidt mere og lidt mere. “Mø hø det kender de fleste vidst” Da jeg kommer op til kassen og får lagt alting på båndet, så opdager jeg at jeg har glemt min pung… “Ej, altså“. Kunden bag mig siger flinkt til mig, at der jo også er Mobilepay nu. “Ej, hvor heldigt!” Udbryder jeg. Så tager jeg mobilen op ad tasken og ser at den er gået tør for strøm. Så min begejstring over mobilepay forsvandt. Jeg begyndte at pakke tingene væk og undskyldte til køen og ekspedienten. SÅ KOM KARMAEN TILBAGE! 😀 Manden bag mig sagde “Jamen, du da kan bare mobile paye mig, hvis det er“. “Men min mobil er jo død” siger jeg så. Jeg lød nok lidt trist. “Jamen, det bliver den da ikke ved med at være. Nu betaler jeg dine varer og så mobile payer du bare mig, når du kommer hjem” 🙂

HOLD KÆFT, HVOR ER DET SØDT GJORT! Han betalte altså mine varer og jeg overførte dineros til ham da jeg kom hjem.

Hvad er god karma? – God karma er generelt bare dét, at hjælpe andre uden at forvente at få noget igen. Karma kan oversættes løst til “Gerning”.

Vi er, hvad vi gør. Ikke hvad vi siger, vi gør.

Jeg tænker tit, hvorfor det skal være så svært at hjælpe hinanden nogle gange. En af de ting, der kan gøre mig allermest glad er, hvis jeg har hjulpet nogen og jeg kan gøre bare i lille positiv forskel i folks hverdag.

Min opfordring kommer så her. Lad denne weekend stå i den gode karmas tegn. Hjælp hinanden, hold døren og skrål “GOD WEEKEND” ud i bussen, toget eller hvor du nu måtte være.

“GOD WEEKEND ALLE SAMMEN!” 😀

1000 knus og kram herfra! Tusind tak, fordi du læste med. Hav det fantastisk til vi ses igen ♥♥♥

0 comment
Share: